Kommunistiske Kina forfølger marxister

Udgivet den 3. oktober 2018 af flemmingytzen

Kinesiske aktivister, der forguder Karl Marx, er begyndt at tage statens ideologi på ordet.

Hvis den tyske filosof Karl Marx (1818-83) levede i dag og kunne tage på studierejse i nutidens Kina, ville han slå syv kors for sig. For her ville han opleve et samfund præget af markant ulighed, systematisk udbytning af et gigantisk lavtlønsproletariat og opkomsten af en entreprenør- og millionæroverklasse, der vokser hurtigere, end det nogensinde er set i et vestligt land. Alt sammen blandet godt og grundigt op med statsmonopoler i økonomien og et uretfærdigt retssystem, der ubarmhjertigt dømmer folk på grundlag, der er tyndt som rispapir.

Med andre ord: Nøjagtig den type politisk-økonomiske system, som Karl Marx og hans kollega Friedrich Engels opfordrede verdens undertrykte til at omstyrte, da de i 1848 udgav ’Det Kommunistiske Manifest’. Så hvorfor er det lige, at nutidens globale eliter skeler til Kina for at få en allieret i bestræbelserne på at opretholde en stabil verdensorden?

EN UDBREDT forestilling i Vesten har været, at det traditionelle kommunistiske tankegods i voksende grad er blevet ignoreret i de institutioner, der bemandes af Kinas tusinder af embedsfolk. Marx og Lenin levede fint på fortidens boghylder, og deres elev Mao Zedong, Folkerepublikken Kinas grundlægger i 1949, blev gradvist reduceret til staffage og symbolbrug, lød forklaringerne.

Men under den nuværende kinesiske koncernchef Xi Jinping har piben fået andre lyde. Han har genindført systematisk ideologisk opstramning med disciplinering af partiapparatet og embedskorpset. Knap tre årtier efter den virkeliggjorte socialismes kollaps i Europa er det blevet Xis ambition at gøre Kina til en nyfortolket marxismes kraftcenter, intet mindre.

Om det er lykkedes ham at omvende alle 90 millioner sjæle i partiet til den rette ortodoksi, er mere end tvivlsomt. Men udadtil kan kineserne altid få det til at se ud som om.

OM SAMFUNDET uden for partiapparatet forstår logikken, er så en anden sag. Et dramatisk begivenhedsforløb i den sydlige by Huizhou er blevet vidnesbyrd om de modsætninger, der hærger Kina. Byen blev for nylig scene for omfattende protestaktioner mod den voksende ulighed og den manglende retslige beskyttelse af individer på talløse virksomheder.

Ledet af unge universitetsuddannede socialister med afsæt i Karl Marx’ teorier om udbytning af et rettighedsløst proletariat gik tusinder af arbejdere på gaden i Huizhou for at skabe opmærksomhed om det, de opfatter som dybe uretfærdigheder og udbytning. Havde Marx været til stede, ville han have klappet og jublet.

Kina oplever konstant folkelige protester – i officiel terminologi kaldet ’massehændelser’, en eufemisme for demonstrationer, som i nogle tilfælde stemples ’kontrarevolutionære’ i de statsstyrede medier. Det nye, der overraskede myndighederne i Huizhou, var, at aktivisterne tog den officielle ideologi, altså marxismen og det, der kaldes Mao Zedong-tænkningen bogstaveligt. De gik på gaden med portrætter af Mao og bannere, der gengav marxistiske slagord, marcherede op foran flere af byens fabriksporte og krævede respekt for arbejderes rettigheder.

SÅ GIK der panik i sikkerhedstjenesten, der skred hårdt ind over for demonstrationerne. Adskillige af de tilrejsende universitetsfolk blev anholdt og afhørt. The New York Times beretter, at specialstyrker trængte ind i en fireværelseslejlighed, der var omdannet til møderum for et halvt hundrede aktivister, som blev ført væk til afhøring. Hvor mange der stadig sidder inde, er uvist.

MARX BESØGTE aldrig Kina. Han lærte om landet gennem landsmanden Karl Friedrich Gützlaff, en protestantisk missionær, der som den første vesterlænding oversatte Bibelen til kinesisk.

I en artikel fra 1850 forudsiger Marx, at Europas ’reaktionære kræfter’, når de møder den port til ældgammel konservatisme, som Den Kinesiske Mur er symbolet på, vil bære inskriptionen »Kinesisk Republik – frihed, lighed, broderskab«. Hvilket ikke skete hverken i 1800-tallet eller efter den kommunistiske magtovertagelse i 1949.

Så Marx tog grueligt fejl: Han kunne ikke forudse, hvorledes eftertidens kinesiske ledere ville inkorporere en globalt orienteret kapitalisme i et årtusindgammelt embedssystem, og at klodens længst eksisterende kontinuerlige civilisation ville fusionere marxismen-leninismen med kapitalismen og dermed gøre op med både liberal og socialistisk ideologisk ortodoksi.

(klumme i Politiken 4. oktober 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Møder Kolding en sulten Obama?

Udgivet den 27. september 2018 af flemmingytzen

Ekspræsidenten er med varm luft og bløde ord trådt indenfor i grådighedens univers.

I morgen (fredag den 28. sept.) oplever Kolding noget stort: Et håndplukket publikum kommer tæt på USA’s tidligere præsident Obama ved et event, som Foreningen Business Kolding står bag. En af verdens mest karismatiske og vigtige ledere, som foreningens direktør Morten Bjørn Hansen kalder ham. Rektor på Syddansk Universitet Henrik Dam og borgmester Jørn Pedersen glæder sig som små børn en juleaften til at lade ekspræsidentens karisma drysse som stjernestøv ned over Sydøstjylland.

Karisma og retorik er, hvad sådan en begivenhed handler om, uanset om den fornemme gæst fra den anden side af Atlanterhavet er forhenværende, endda særdeles forhenværende. Obama kommer direkte fra en stort anlagt sponsorkonference i New York, hvor finansieringsbanken Cantor Fitzgerald har samlet alt, hvad der kan krybe og gå inden for den mere lukrative del af en amerikanske sundhedsindustri for at præsentere og diskutere fremtidens såkaldte løsninger inden for medicinal- og behandlingssektoren. I april kom det frem i amerikanske medier, at Obamas honorar for at tale ved denne begivenhed er på 400.000 dollars (2,53 mio. kr.)

De 400.000 svarer til, hvad Obama fik i årsløn i sin tid som præsident. Mon ikke vi kan gå ud fra, at Business Kolding har fået ikonet til at stille op for bare lidt mindre? Lidt rabat, fordi man er i Jylland?

AT DEN tidligere præsident er på vej ind i den mest lukrative branche for forhenværende notabiliteter, vækker bekymring blandt partifæller. Bernie Sanders og Elizabeth Warren er ikke begejstrede, for Obamas honorarniveau er det dobbelte af, hvad hans tidligere udenrigsminister Hillary Clinton kan hæve, når hun stiller op ved firma-events. Bernie Sanders minder uelskværdigt om, at Obama i begyndelsen af sin første præsidentperiode, midt i finanskrisen, kaldte bankcheferne på Wall Street for »fede katte«.

Hvad mon de særligt inviterede og udvalgte i Kolding får ud af at lytte til den elegante ekspræsident, der modtog Nobels Fredspris, inden han havde udrettet noget som helst? (Ingen turde sige det højt, men han fik prisen for ikke at gentage alle de brølere, som forgængeren George W. Bush udmærkede sig ved).

KOLDINGENSERNE får utvivlsomt en god oplevelse med dybe suk og våde øjne i salen. En dansk provinsby sat på verdenskortet en kort stund. Resten af riget får ingenting, for arrangementet er lukket. Altså er alle os udenfor hensat til at spekulere over, hvad berømtheden mon har med i sin retoriske godtepose? Næppe sensationer og slet ikke indrømmelser af, hvor lidt han opnåede i en tid, hvor USA i stigende grad vendte ryggen til tragedierne og brutaliteten især i den arabiske verden. Lad os gå ud fra, at Business Kolding har fået en mindre rabat på Obamas 400.000 dollars-niveau. Manden kan jo tillade sig at være generøs, efter at han og hustruen Michelle tidligere i år skrev kontrakt med forlaget Penguin Random House om globale rettigheder til to bogudgivelser. Værdi: 65 millioner dollars.

GAD VIDE, om Barack Obama er ved at bevæge sig op i samme højder som verdensrekordindehaveren i forhenværende-regeringschef-holder-flot-tale-for-gigantbeløb-branchen. Her troner helt uden for konkurrence Storbritanniens tidligere Labour-premierrminister Tony Blair. Britiske undersøgende journalister har beregnet hans honorar til at være på 6.000 pund (50.000 kr.) i minuttet. Et godt stykke på den anden side af, hvad ekspræsidenterne Bill Clinton og George W. Bush kræver, nemlig 100.000 dollars (633.000 kr.) per tale.

Blair, vel nok efterkrigstidens mest overvurderede europæiske regeringsleder, indkasserede i april 2009 364.000 britiske pund (3,07 mio. kr.) for at holde to taler, hver på 30 minutter, i det forhutlede og fattigdomstyngede Filippinerne. Blairs emne: ’At lede opbygningen af en nation i globaliseringens tidsalder’. Der blev dengang spekuleret i, om Blairs konvertering til katolicisme i 2007 gjorde en forskel for det filippinske telekommunikationsfirma, der skrev checken ud. Temaet for tale nr. 2 var i øvrigt: ’Når lederen skal forhandle på grundlag af principper’.

Lad os håbe på, at Obama i Kolding fortæller mere end almindeligheder og hæver sig op over Tony Blairs niveau – ikke i størrelsen på honoraret, men i budskaberne. Mens Blair blev en rejsende storsælger af varm luft og blålys så stort som nordlyset, kan det jo være, at USA’s 44. præsident har en smule moral i behold og sender pengene til de yemenitiske eller syriske flygtninge.

(klumme i Politiken 27. sept. 2018)

 

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Fremtidens Korea bliver neutralt

Udgivet den 24. september 2018 af flemmingytzen

Visionerne om et samarbejdende Korea begynder at tegne sig.

HVAD ER status på Den Koreanske Halvø efter den sydkoreanske præsidents besøg hos den nordlige nabo i den forgangne uge? Hvor mange skridt er der taget i retning af afnuklearisering og politisk forsoning siden den nordkoreanske diktator, Kim Jong-uns, møde med præsident Trump 12. juni?

Alt efter hvor store forventninger omverdenen stiller, kan der mobiliseres varierende grader af optimisme. Men det er en uafviselig realitet, at dialogen mellem de to rivaliserende stater – der 1950-53 blev aktører i en blodig stedfortræderkrig mellem stormagterne USA, Sovjetunionen og Kina og betalte en høj pris i menneskeliv og fysiske ødelæggelser – aldrig har været mere lovende, hvis man skal vurdere retorikken og propagandaen.

Seoul og Pyongyang udstedte i årtier rødglødende bandbuller mod hinanden; det kom til adskillige nordkoreanske terrorangreb på sydkoreansk jord, og spændingsniveauet var i perioder højt. I dag tales der om fred og gensidig udvikling af velstand og fællesskaber. Men tag ikke fejl: Også i Korea er nationalismen en stærk kraft, og den ser gerne stormagterne hen, hvor peberet gror.

Ligner den aktuelle dialog noget, verden har set før? Optøningen mellem de to tyske stater i 1980’erne? Næ nej, for den endte som bekendt med den økonomisk stærke stats opslugning af den svage. På forbløffende kort tid blev arbejder- og bondestaten DDR til ’Det-Det-Var’, som en dansk spøgefugl udtrykte det, da den kommunistiske bastion gik under i 1990.

Sådan kommer det ikke til at gå i Korea. Kim-dynastiet er gået ind i forsoningsprocessen med både livrem og seler.

STATUS PÅ processen er følgende: Nordkorea har indstillet prøvesprængninger og affyringer af missiler; lokaliteter, der er blevet brugt til testaffyringer, er ved at blive lukket ned, dog mangler der verifikation af uafhængige observatører. USA har leveret positive modsvar ved at indstille de fælles militære øvelser med Sydkorea.

Næste trin: Senere i denne uge skal Trumps udenrigsminister, Mike Pompe,o lede et møde i FN-bygningen i New York, hvor Sikkerhedsrådets fem faste medlemmer skal finde frem til retningslinjer for uafhængig kontrol og observation med Nordkoreas afmontering af nukleare faciliteter. Her bliver det selvsagt afgørende, hvilken rolle Nordkoreas to historiske allierede, Kina og Rusland, accepterer.

På den korte bane vil Kim-styret forsøge sig med en langsom proces, hvor det beholder mest muligt at sit atomare arsenal længst muligt. Nordkoreas sandsynlige modkrav vil være en tilbagetrækning af de amerikanske styrker i Sydkorea. Her vil Kim Jong-un utvivlsomt få forståelse hos sin sydkoreanske modpart, Moon Jae-in, der gerne ser et fremtidigt Korea med den mindst mulige militarisering. Men tag ikke fejl: Hvad angår konventionelle våben er Nordkorea klodens mest militariserede stat.

Får processen lov at køre, rejser der sig uundgåeligt et spørgsmål: Hvilken statsdannelse der kan blive Koreas fremtid. Den nemme løsning, som dog kan holde nogle årtier, er en permanent deling, hvilket vil være i modstrid med begge koreanske staters forfatning og erklærede politiske mål. Men en genforening på ’tyske’ betingelser er en umulighed, fordi den ikke vil sikre Kim-dynastiets overlevelse på sigt.

Altså må der stormagtsgarantier til. De skal i givet fald sikre, at et samarbejdende Korea bliver politisk neutralt, hvilket betyder en opsigelse af Sydkoreas forsvarsalliance med USA og en ny definition af de koreanske relationer til Kina.

Lyder dette urealistisk? Ikke når man holder det op mod Donald Trumps ’Amerika først’-strategi og Xi Jinpings Obor-program, de storstilede infrastrukturnetværk, der skal forbinde Asiens økonomier med resten af verden.

RUSLAND og Kina, der under den kolde krigs bipolare verdensorden sikrede Nordkoreas overlevelse, har ingen interesse i en fastholdelse af et delt Korea, hvis ellers det koreanske lederskab tillader Kina at inddrage halvøen i sin globale udviklingsstrategi. Hvis Seoul og Pyongyang enes om en neutral udenrigspolitik, ophæves rationalet for den amerikanske militære tilstedeværelse på baser i Sydkorea.

Donald Trump kan derefter gå over i historien som manden, der afsluttede krigen i Korea. Hvorfor ikke?

(klumme i Politiken 24. sept. 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA | Skriv en kommentar

Sæt navn på en krigsforbryder

Udgivet den 20. september 2018 af flemmingytzen

Myanmars reelle leder er på vej ind i omverdenens afslørende søgelys.

Tidligere på måneden meddelte Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICC, i Haag, at den har det nødvendige juridiske grundlag for at rejse sag mod de ansvarlige for fordrivelsen af rohingyabefokningen fra den vestlige del af Myanmar ind i nabolandet Bangladesh. Sagen vil i givet fald lande i kategorien forbrydelser mod menneskeheden, hvortil også regnes de etniske udrensninger, der huskes fra 1990’erne på Balkan og i Rwanda.

Fordrivelsen af de flere end 700.000 rohingyaer, der har stået på siden august i fjor, har karakter af tvangsmæssig deportering, hedder det i erklæringen fra ICC. En uafhængig FN-undersøgelse konkluderede i sidste måned, at Tatmadaw, Myanmars militær, har stået bag massedrab, gruppevoldtægter og afbrænding af landsbyer med hensigter, der berettiger betegnelsen folkemord. Myanmars militære øverstkommanderende og fem generaler bør drages til ansvar for disse overgreb, hed det.

REGERINGEN I Myanmar har ikke tilsluttet sig den såkaldte Rom-erklæring fra 1998, der førte til oprettelsen af ICC og har derfor for længst meddelt, at den ikke vil samarbejde. Men Bangladesh ratificerede sit medlemskab i 2010, hvilket rækker til at rejse en sag. Altså kan sagen førte til en domfældelse in absentia.

Alene diskussionen om sagen kan få politiske konsekvenser for magtforholdene i den sydøstasiatiske stat. Der spekuleres vidt og bredt i Myanmar i muligheden for, at Myanmars militære øverstkommanderende, Min Aung Hlaing, har ambitioner om at stille op til det valg, der skal afholdes i 2020, men er det realistisk at forestille sig, at Myanmar sender sin øverste politiske leder rundt til internationale topmøder, hvis han er på krigsforbryderdomstolens liste over wanted ?

Ikke hvis værtslandene for disse møder har ratificeret ICC.

Med andre ord kan Min Aung Hlaing besøge Kina og nabolandene i det sydøstasiatiske Asean-samarbejde, men næppe andre.

TRODS valghandlinger – seneste i 2015, hvor Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, vandt stort – er Myanmar ingenlunde i nærheden af at være en retsstat. Forfatningen fra 2008 giver militæret ret til at overtage ledelsen af landet i tilfælde af en national krise. Den militære elite udpeger de folk, der skal lede regeringens vigtigste ministerier, uden at disse skal godkendes i parlamentet: forsvaret, indenrigsministeriet og dermed den interne sikkerhedstjeneste og ministeriet for grænseregionerne.

Konsekvensen er blevet, at Myanmar er på vej tilbage i den politiske isolation, der eksisterede i de årtier, hvor datidens demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi nød de vestlige landes opbakning understreget af Nobels Fredspris 1991.

Hun er i dag et politisk gidsel, der er folkevalgt og på fri fod, en nikkedukke for den elite, der i forskellige klædninger har kontrolleret og domineret Myanmar, siden landet var kendt som Burma. Både generalerne og Suu Kyi bliver i dag kun modtaget i nabolandene, ikke mindst det Kina, som landet er dybt afhængigt af. EU har allerede indført sanktioner mod syv navngivne officerer for deres rolle i fordrivelserne i Rakhine.

MEN INTERNATIONALT pres vil prelle af på magteliten i Myanmar. Den ubehagelige realitet er, at fordrivelsen af rohingyaerne nyder bred folkelig opbakning blandt det buddhistiske befolkningsflertal. Generalerne nyder godt af, at der i munkestanden er udbredt accept af den etniske udrensningspolitik. Ligeså i det største politiske parti, NLD.

Aung San Suu Kyi har stort set været tavs om rohingyaerne, hvilket set med vestlige øjne gør hende medskyldig i massakrerne. Men realiteten er, at hvis der blev holdt valg i morgen, ville hun og hendes parti vinde stort.

Da Myanmar i 2012 indledte det, der lignede en demokratisering og liberalisering, vakte det forhåbninger om, at det plagede land kunne blive medlem af demokratiernes globale familie.

Denne vision er gået til grunde, og Myanmar ligner i uhyggelig grad sit naboland Thailand: en glat ’demokratisk’ overflade, men reelt autoritært, ulige og uretfærdigt på alle leder og kanter.

OVERGREBENE MOD rohingyaerne bør ikke gå i glemmebogen. Domstolen i Haag har gjort det nødvendige, om end virkningerne bliver til at overse: Der er sat navn på den reelt ansvarlige – krigsforbryderen hedder Min Aung Hlaing, født 1956, uddannet på landets forsvarsakademi i 70’erne, dengang vi kendte Myanmar som Burma.

Udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Da hele Afrika fyldte op i Beijings gader

Udgivet den 10. september 2018 af flemmingytzen

Kan kinesisk bistand kompensere for Vestens fejltagelser? Næppe.

DEN KINESISKE hovedstad var klædt i usædvanlig spraglede kulører de tre sidste dage i august. 54 afrikanske nationalflag blafrede langs boulevarden ned mod Den Himmelske Freds Plads. For os turister, der blot ville gøre den obligatoriske tur ned til den historiske plads og fornemme stemningen foran indgangen til Den Forbudte By, var der sikkerhedskontroller, der minder om dem, vi kender fra lufthavne. Fast inventar i beijingboernes dagligdag.

Som vært for et storstilet kinesisk-afrikansk topmøde måtte megabyen, hvis indbyggertal for længst har passeret de 21 millioner, vise sig fra sin pænere side. Kinas statsbudget har angiveligt afsat flere midler til politi og anden ordensmagt end på det militær, der skal forsvare riget mod ydre fjender. Gevinsten er selvindlysende: Beijing er en af klodens mest betryggende megabyer. Bagsiden af medaljen: Alt for meget minder om en politistat, men jernnæven er iført silkehandsker, og der er overvågningskameraer overalt.

På vej gennem et checkpoint sad en kvindelig kontrollant iført en kasket med påskriften: »Big brother is still watching you«. Uden humor er de ikke, Den Gule Kejsers sønner og døtre.

ALLE AFRIKANSKE ledere af betydning var mødt frem i Beijing. Hvilket siger meget om den forandrede verdensorden: Kunne et tilsvarende topmøde for et helt kontinent have være holdt i Washington, D.C., nu om stunder? Umuligt. I Bruxelles måske? Meget svært at forstille sig. I Tokyo, London, Paris, Moskva? Glem det.

Hvad afrikanerne kommer efter? Kinas penge, naturligvis. 60 milliarder dollars blev de stillet i udsigt af koncernchef Xi Jinping. Med pengene følger et forsøg på en udviklingsmodel, der unægtelig er forskellig fra den, de vestlige lande har forsøgt sig med i Afrika gennem seks årtier. Med blandede og i bedste fald beskedne resultater til følge, hvilket afspejler sig i den stigende migration fra Afrika.

Kan Kina så løfte nogle af de opgaver, som det ikke er lykkedes Vesten at løfte? Kineserne er som bekendt bedst til infrastruktur, altså jernbaner, vejbyggeri, havne og den slags, som har været motoren i deres eget udviklingsmirakel. Men overført på afrikanske betingelser er der ingen garanti for succes, tværtimod.

Når Kina har haft succes med de seneste tre årtiers industrialisering, skyldes det, at satsningerne på infrastruktur blev kombineret med udbygninger af fremstillingsindustrien. Populært sagt: Når Kinas veje og havne var bygget færdig, var der rigeligt med lastvognskonvojer pakket med eksportvarer, der kunne køre på dem. Siden kom dette gods i Mærsk-containere og blev fragtet ud på hylderne i Ikea, Elgiganten og Walmart. Resten er historie, og den er positiv, både for producenter og forbrugere.

Lige præcis her er hovedforklaringen på, at Afrika ikke kan kopiere den kinesiske udviklingsmodel: fraværet af en gennemtænkt industrialisering på kontinentet. Derfor vil kinesiskfinansierede projekter i Afrika resultere i gældsætning og deraf afledt afhængighed. Når afrikanerne skal til at tilbagebetale kinesiske lån, risikerer de at måtte ofre midler, der skulle have været anvendt til sundhed og uddannelse for at opretholde et minimum af kreditværdighed hos de finansielle overherrer i Beijing.

AF SAMME grund planlægger kineserne en øget militær tilstedeværelse på kontinentet. For nøjagtig et år siden indviede kinesiske generaler rigets første oversøiske militærbase i lilleputstaten Djibouti på Afrikas Horn, engang kendt som Fransk Somaliland. Aarealet er det halve af Danmarks og indbyggertallet en lille million. Beliggenheden er indlysende relevant: Djibouti ligger centralt i forhold til Det Røde Hav og Den Persiske Golf og dermed ruterne for mellemøstlig olie og gas.

Der er gået 10 år, siden Kina overhalede USA som kontinentets største handelspartner. Sidste år var den kinesiske samhandel med Afrika fire gange større end den tilsvarende amerikanske. Men USA er militært massivt stærkere til stede i Afrika end Kina, som kun har nået dværgens størrelse, ikke sværvægterens. Det militære hovedkvarter US Africom bor i Stuttgart, Tyskland, men har Afrika som operationsområde med ca. 50 basefaciliteter.

Den kinesiske drage har langtfra indhentet den amerikanske ørn, men forspringet formindskes hver dag. Næste gang et afrikansk land kollapser, bør dragen og ørnen hjælpe hinanden.

(klumme i Politiken 10. september 2018)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Nato er den mest succesrige alliance i verdenshistorien, men det er ikke en garanti for, at den kan fortsætte

Udgivet den 5. september 2018 af flemmingytzen
Nato risikerer at blive en skygge af sig selv, hvis alliancen ikke formår at gentænke sit formål, og de europæiske medlemmer må skrue op for betalingerne, siger folketingsmedlem for Venstre, Mads Fuglede. 

Få på Christiansborg følger tilstanden i Nato-samarbejdet så tæt som folketingsmedlem for Venstre Mads Fuglede. Han nyder bred respekt for sin indsigt i tilstanden hos vor store alliancepartner: Ingen, heller ikke hans politiske modstandere, vil rynke på næsen over Fugledes stillingsbetegnelse uden for Folketinget: USA-analytiker.

Den nybagte fader på 47 år blev ekstra glad, da sønnen valgte at ankomme på supermagtens nationaldag, 4. juli i år.

Men uden for familielivet bærer han på en bekymring, han deler med mange andre traditionelt USA-og Nato-positive danskere:

»Nato befinder sig lige nu i en kritisk fase af sin eksistens. Mest fordi alliancens historiske kontekst er delvist eroderet. Alliancen må gentænkes til en ny tids udfordringer. Der er ingen garanti for dansk frihed uden et stærkt USA, heller ikke, hvis man forestiller sig et stærkere Tyskland end det nuværende. Rigsfællesskabet har klodens 12. største territorium at forsvare, og vi har en handelsflåde, der er alle vegne på kloden, så vi har fundamentale interesser på spil her«.

Så hvorfor har Donald Trump så travlt med at skabe usikkerhed og forvirring hos USA’s traditionelle allierede? Og hvor bliver det relevante europæiske svar på udfordringerne af?

»Vi i Europa befinder os i en fase, hvor vi er uenige om, hvad der er rimeligt at betale for det nødvendige forsvar. Både uenige om, hvorvidt Trump er rimelig, når han kræver, at de europæiske medlemmer af alliancen betaler mere, og om, hvorvidt der er nogle lande, vi skal forsvare. Nato er den mest succesrige alliance i verdenshistorien, hvilket ikke er nogen garanti for, at den kan fortsætte i den form, vi har kendt den. Hvis medlemmerne ikke længere kan enes om at inddæmme Rusland eller sende fælles missioner til f. eks. Mellemøsten, så står vi med en gevaldig udfordring«.

Hvad er problemet formuleret i helt kort form?

»At alle præsidenter siden Ronald Reagan og George H. W. Bush har været dårlige til at inddæmme Rusland, og at præsident Trump synes særdeles uegnet til det«.

Bliver problemet så løst, hvis Europa leverer flere penge?

»Sætter vi ikke betalingerne op og viser, at vi er opmærksomme på de eksisterende trusler, får vi en europæisk sikkerhedstilstand, hvor Nato er en skyggeorganisation med risiko for manglende lederskab. Presset sydfra og østfra vil med sikkerhed vokse, og alle lande vil blive tvunget til at skrue op for forsvarsbudgetterne. Men først og fremmest skal europæiske og amerikanske ledere nå til enighed om, hvad alliancen skal være i stand til«. Frem til kommunismens fald 1989-91 var kun få i tvivl om den trussel, der udgik østfra.

Efter næste folketingsvalg risikerer du at sidde i forsvarsudvalget med DF-politikere, der mener, vi skal tale pænt til Putin og se at finde ud af det med ham og hans folk. Hvad er dit budskab til Marie Krarup?

»Jeg har endnu til gode at være enig med Marie Krarups vurdering af især Rusland. Til gengæld er det min opfattelse, at hendes parti har en anden forståelse for den trussel, Rusland udgør«.

Kommunismen er for længst røget på historiens mødding, og Rusland er på vej til at blive traditionelt og normalt, lyder det fra mange. Hvad er lige problemet her?

»At Rusland fungerer bedst i kaos. Vladimir Putin ved udmærket, at hans land ikke kan slå de vestlige lande på økonomi og teknologi, men i en verden, hvor mere og mere er kaos, er han bedre til at navigere, fordi han selv leder et land, der er i en form for kaos. Derfor er han begejstret for både Trump og Brexit. Putins logik er, at alt, hvad der skaber uro omkring ham, er godt for Rusland«.

Rusland er dog ikke identisk med det, der var Sovjetunionen?

»Men Rusland er mindst lige så aggressivt til stede i fremmede nationer, som landet var i sovjetperioden. Det er trist, at så mange danskere har glemt, hvad der skete i Georgien i 2008, og heller ikke har lyst til at diskutere Krim og det, Rusland gør ved Ukraine. Læren er, at en nation, der har tradition for at føre stedfortræderkrige, vil blive ved med at føre stedfortræderkrige«. Danske soldater er nu til stede i Baltikum, så kan vi vel næppe demonstrere tydeligere, at vi tager den russiske trussel alvorligt.

Hvis bare Donald Trump tænkte i samme retning, ville alt så være enklere?

»Medlemmerne af Nato skal gøre sig klart, at den russiske opfattelse af Vesten ikke har ændret sig nævneværdigt siden slutningen af 1940′ erne, da Nato blev grundlagt. Russerne er dengang som nu opportunister. Når de ser en svaghed hos os, vil de udnytte den. Derfor skal enhver amerikansk præsident præsentere en strategi, der kan håndtere den situation. Barack Obama var alt for lang tid om dette og blev derfor en gave for et Rusland med destabiliserende hensigter«. Den russiske indblanding i Ukraine skete på Obamas vagt.

Hvad gik galt?

»Obama fortalte europæerne, at vi betaler for lidt til det fælles forsvar, så lad os snakke om det, hvorefter europæerne gik hjem og købte mere velfærd for pengene. Problemet blev så forstærket af, at USA ikke var aktivt nok i at gå i retning af at straffe Rusland for det, der skete i Georgien og Ukraine. Trump har læst den situation anderledes, han mener, at der skal flere europæiske midler til. Hvilket ikke udelukker, at han forhandler sig til løsninger med Putin. Her er problemet, at Trump tydeligvis møder helt uforberedt op til møder med sin russiske modpart, som vi så det i Helsinki«.

Altså, lederen af klodens eneste militære supermagt vil håndtere Putin på sin helt egen måde uden hensyn til, at spændingerne i Europa er blevet øget og både Nato og EU slår revner. Det hænger da ikke sammen?

»Trump og Putin ligner hinanden på den måde, at de trives bedst i kaos. Deres tilgang til Europa har det fælles træk, at de fremmer turbulens for at forsøge hver især at få mere ud af situationen. Trump vil presse europæerne økonomisk, mens Putin vil udfordre sammenholdet mellem Nato’s medlemmer. Det er en dybt ubehagelig og destabiliserende situation«.

»Samtidig skal man holde hovedet koldt og notere, at forestillingen om en stor kontinental krig i Europa er blevet utænkelig. Her har vi forsvar nok, og Nato har ingen interesse i at beskytte os mod en fjende, der aldrig kommer i den form, vi tror, den kommer. Langt mere presserende er de digitale trusler. Altså når et cyberangreb koster Mærsk og andre virksomheder flere milliarder«.

Så er der vel brug for, at Nato får en anden strategisk tænkning end den tidligere?

»Læser man Trumps nationale strategi, er den såmænd ikke så forskellig fra Obamas. Begge vil stadig et USA, der tager internationalt ansvar. Trump vil fortsætte det, som Obama begyndte på: kunne handle mere pragmatisk og ikke være låst til en masse opgaver, der ikke alle er relevante længere. USA stadig agerer med en sikkerhedspolitisk strategi, som et flertal af amerikanerne opfatter som illegitim og mislykket: nemlig den, som blev grundlagt under George W. Bush, og som vi forbinder med operationerne i Afghanistan og Irak. Obama var regulært låst af vælgerflertal, som ikke ønskede flere udenrigspolitiske eventyr i stil med Libyen og Syrien, og Trump tænker et langt stykke ad vejen på samme måde. Derfor er han manden, der er ved at trække USA helt ud af en løsning i Syrien«.

Læser man Trumps strategidokument og holder det op mod hans egne udtalelser, stritter det i mange retninger. Hvor er sammenhængen?

»Trump har gjort op med krigen mod terror. Det skete, da han i en tale kaldte aktionerne i Irak for mislykkede og føjede til, at Bush-familien er skyld i, at USA har formøblet milliarder på noget, der er fejlet. Det er tankevækkende, at han ikke af de amerikanske vælgere er blevet straffet for disse udtalelser i meningsmålingerne. Men Trump har også gjort op med selvfølgeligheden i det transatlantiske samarbejde, og det er derfor foruroligende, hvis der er tale om en tendens, hvor USA finder det mere og mere ligegyldigt at samarbejde med Europa om det fælles forsvar over for Rusland og de oversøiske operationer uden for alliancens traditionelle aktionsområde«.

Hvad skal Danmark og andre små medlemslande stille op med det?

»Vi skal fortsætte med at være en forbilledlig allieret. Det var jo en kurs, vi slog ind på under Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 90′ erne, da Balkan brød i brand. Nyrup indså, at det ikke længere gav mening at henvise til Thule (den amerikanske base i det nordlige Grønland, red.) og vores strategiske placering i forhold til Østersøen. Den ændrede situation med Trump betyder, at vi skal til at være lige så gode allierede for USA, som briterne, canadierne og australierne har været. Vi kan ikke stå alene«.

Skal vi til at diskutere fremtidig sikkerhed med det land i Europa, der bestemmer mest for vor økonomi og velstand, nemlig Tyskland?

»Det rækker ikke. Debatten i Tyskland viser, at tyskerne slet ikke er parate til at tage udenrigspolitisk ansvar. Vi så det, da daværende kansler Gerhard Schröder brød med USA op til invasionen af Irak. I Afghanistan er der lagt så store begrænsninger på, hvad tyske soldater kan og må, at de er blevet tandløse. Tysk militær er præget af de begrænsninger, der skyldes arven fra Anden Verdenskrig. Det rækker ikke til at revitalisere alliancen«.

Der tales rigtig meget om, at USA’s globale indflydelse er faldende, og at dette begyndte før Trump?

»Så langt jeg kan se frem, vil USA være den økonomisk dominerende nation i verden. Men relativt bliver den amerikanske økonomi mindre, fordi nogle andres, først og fremmest Kinas, bliver større. Men at milliarder af klodens indbyggere er trukket ud af fattigdom på flere kontinenter og nu lever mere anstændige liv, får ikke nødvendigvis sikkerhedspolitiske konsekvenser, selv om der bliver ændret på nogle magtbalancer«.

(Interview i Politiken 1. september 2018)

Fakta: BLÅ BOG Mads Fuglede (F. 1971) Medlem af Folketinget for Venstre. Uddannet cand. mag. i historie og filosofi. Har undervist i international politik samt USA’s historie på en stribe højskoler og universiteter.

Udgivet i Globalt, Interviews, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

De svære dilemmaer i Nordkorea

Udgivet den 5. september 2018 af flemmingytzen
Naboernes økonomiske livliner gavner næppe fødevaresituationen.

I udkanten af den russiske storby Petersborg fandt et hold undersøgende journalister fra tvselskabet CNN tidligere i år flere byggepladser, der var bemandet med østasiatiske gæstearbejdere.

Umiddelbart kunne de selvfølgelig have været folk fra de østligste egne af Rusland, men i en bygning, der fungerede som kantine, så journalisterne plakater på væggene med nordkoreanske skrifttegn.

Det amerikanske udenrigsministerium, der i FN-systemet står i spidsen for at sikre overholdelsen af de internationale sanktioner mod Nordkorea, mener, at disse nordkoreanske gæstearbejdere lever under slavelignende vilkår, fordi de er tvunget til at sende mere end tre fjerdedele af deres lønninger hjem til regimet i Pyongyang for dermed at hjælpe det atombevæbnede diktatur til overlevelse.

Sanktionernes formål er at presse Nordkorea til at opgive det atomprogram, der har været centrum i en international konflikt i snart to årtier. Selv Nordkoreas historiske allierede fra den kolde krigs tid, Kina og Rusland, har tilsluttet sig den seneste runde af ganske vidtgående sanktioner.

Nordkoreas styre har tre store økonomiske aktiver at eksportere for at skaffe sig hård valuta: våben (især til afrikanske og arabiske kunder), de såkaldte sjældne jordarter (metaller) samt arbejdskraft. FNsanktionernes resolution 2.397 siger, at alle nordkoreanske arbejdere, der arbejder oversøisk, skal være sendt hjem af værtslandene senest i december 2019.

En amerikansk tænketank, Center for Advance Defense Studies (C4ADS), har undersøgt forholdene og konkluderer, at af de flere end 100.000 nordkoreanske arbejdere, der arbejder udenlands, be-finder anslået 80 procent sig i Kina og Rusland. Indtægterne fra eksporten af arbejdskraft menes ifølge C4ADS at give Pyongyang mellem 1,2 og 2,3 milliarder dollars.

Bekymringen hos det flertal i FN, der bakker op om sanktionerne, er selvfølgelig, at pengene fra gæstearbejderne ikke kun går til at skaffe fødevarer, medicin og andet til civile koreanere, men også styrker den nordkoreanske stats militærindustrielle kompleks, herunder atomkapaciteten og våbeneksporten.

Ifølge C4ADS er den nordkoreanske eksport af arbejdskraft fordoblet i løbet af de seneste fem år. Det forklarer, hvorfor de amerikanske myndigheder i sidste uge annoncerede unilaterale sanktioner mod kinesiske og russiske firmaer og myndigheder, som mistænkes for at hjælpe med køb og salg til og fra den sanktionsramte nabostat.

Dette kan blive begyndelsen til nye amerikanske tiltag mod andre lande, der har samarbejdet med Nordkorea. Flere har allerede reageret. Polen har sendt 500 nordkoreanske skibsværftsarbejdere hjem. Malaysia har sendt flere end 1.000 nordkoreanere ud af landet, hvor de arbejdede i kulminer og i byggeindustrien.

Alt sammen tjener det til at øge presset på den stat, der kom i verdens søgelys 12. juni, da præsident Donald Trump mødtes med diktatoren Kim Jong-un i Singapore i noget, der lignede første fase i en diplomatisk normalisering.

Optimismen var dengang høj, men i dag er usikkerheden stor om udsigterne til et reelt gennembrud for at komme tættere på målet, som er afnuklearisering af Den Koreanske Halvø, begyndende med, at Nordkorea afmonterer sit atompotentiale under international kontrol og inspektion.

DILEMMAET ved at opretholde et fortsat sanktionspres er naturligvis, at også civile rammes. Generalsekretær i den danske humanitære organisation Mission Øst Kim Hartzner er netop vendt hjem fra et besøg i Nordkorea og fortæller til programmet ‘ Datolinjen’ på Radio24syv om forfærdende tilstande i det nordkoreanske landbrug: En stor del af majshøsten, der står for en tredjedel af befolkningens kalorieindtag, er ødelagt af forårets og sommerens tørke. Dermed forværres en i forvejen katastrofalt negativ udvikling for civilbefolkningen, hvor der er konstateret underernæring hos 4 af 10 nordkoreanere.

I en bedre verden end den nuværende burde indtægterne fra de nordkoreanske gæstearbejdere i Kina og Rusland gå til at løfte landbrugssektoren. Det ville have været en oplagt mulighed i de fleste andre samfund, men er svært lige netop i det Nordkorea, hvor staten ikke har et militær, der gør, hvad en civil regering pålægger den.

I Nordkorea er det omvendte tilfældet: Her er det Kim-klanen og det nordkoreanske militær, der har en stat til rådighed.

(klumme i Politiken 27. august 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea | Skriv en kommentar

Kunstnerliv begravet under murbrokker

Udgivet den 23. august 2018 af flemmingytzen

Opgøret mellem den kinesiske kontrolstat og verdenskunstneren Ai Weiwei er langtfra ovre.

BLANDT sommerens mere triste og dystre nyheder på den internationale kulturfront var rapporterne fra Beijing om, at bulldozere havde jordet det værksted, som er blevet anvendt af Kinas mest kendte nutidskunstner, Ai Weiwei. Dermed er denne berømte lokalitet på den mest brutale vis ufrivilligt forvandlet til en installation, hvor murbrokkerne signalerer en lukning for den landflygtige kunstnersjæls tilbagevenden til hjemlandet.

Når ikke Ai Weiwei er på farten for at udvikle sine kunstformer, der har et millionstort publikum uden for Kina, bor han i Berlin. Systemkritikerens valg af destination skyldes galleriejeren Alexander Ochs, der har været en af Ai Weiweis mest aktive støtter, siden de kinesiske myndigheder arresterede kunstneren i 2011 på basis af anklager om skatteunddragelse og regnskabsfusk.

Ochs mener, at Ai Weiwei har større indflydelse i verden gennem sin kunst end som kommentator på Kinas indenrigspolitiske forhold. Men udsagnet er meningsløst, pointerede kunstneren engang: »Min kunst har altid været politisk og vil vedblivende være det«.

FÅ VIL betvivle, at Ai Weiwei tilhører den absolutte verdenselite af avantgardekunstnere. Han har demonstreret, at de fineste kunstneriske udtryk bliver til, når udøveren er i politisk modvind. Men han ser sig ikke i samme situation som forfatteren Thomas Mann, der i eksil udtrykte de berømte ord: »Hvor jeg er, er der også et Tyskland«.

Hvor Ai Weiwei er, er Kina også, bare i form af det ambassadepersonale, der reelt er Beijings efterretningstjeneste. Den kinesiske stat og samfundets fremmeste kulturelle profil er langtfra færdige med hinanden.

Er Ai Weiwei dømt for at kritisere den kinesiske partistat? Ikke i en snæver juridisk forstand. Tilbage i 2011, hvor han sad varetægtsfængslet i 81 døgn, lod myndighederne forstå, at hans kunstnervirksomhed kunne imødese en retssag for skatteunddragelse. Skattedepartementet i Beijing krævede en indbetaling på, hvad der svarer til 12 mio. kr. inklusive bøder. En verdensomspændende indsamling blev startet og på kun en halv snes dage var beløbet i hus. Aktivister i Beijing udformede pengesedler som papirflyvere og sendte dem over den høje mur, der omkransede kunstnerens nu bulldozede værksted. At en statsmagt rammer en kunstner på pengepungen frem for at skride til regulær voldsanvendelse, er et urgammelt kneb. Hellere bankerot end et helvede i arbejdslejr.

Tiderne er skiftet. I tiden op til afholdelsen af de olympiske lege i Beijing i 2008 havde Ai Weiwei en ganske anden status hos myndighederne. Han var den feterede designer af det OL-stadion i Beijing, der kendes som Fuglereden, men fortrød siden at have bidraget til, hvad han kaldte regimets udbredelse af ’patriotisk loyalitet’.

KUN SJÆLDENT har statsmedierne formuleret sig direkte om kunstnerens produktion. I april 2011 hed det på lederplads i den nationalistiske tabloidavis Global Times således: »Ai Weiwei bevæger sig tæt på den røde linje for landets lov. Så længe han forsætter med at bevæge sig i denne retning, vil han før eller siden krydse netop denne røde linje«.

På trods af de tre måneders varetægtsfængsel, eller måske netop derfor, blev 2011 det hidtil mest produktive år for kunstneren. Selv om han var ude af stand til at forlade Kina, kunne han med assistance fra sine ansatte og med brug af internettet organisere tre store udstillinger i henholdsvis Berlin, Washington og på den tidligere fængselsø Alcatraz i San Francisco-bugten, samtidig med at han på hjemmefronten deltog i online-protester mod luftforurening i Beijing.

I LANG TID var de sociale medier Ai Weiweis livline ud til det kinesiske samfund. Ved at bruge Weibo, den kinesiske version af Twitter, opnåede han berømmelse som blogger, men også her har partistatens kontrolapparat sat sig tungt. Bloggere, der i dag skriver Ai Weiweis navn på Weibo, får følgende meddelelse: »Søgeresultater for Ai Weiwei kan ikke vises på grund af juridiske begrænsninger«.

Da rydningen af kunstnerens arbejdsplads blev vist på sociale meder, skrev han på Instagram: »Man er begyndt nedrivningen af mit værksted uden at give et varsel. Der er tale om en fabriksbygning i stil med, hvad Østtyskland havde. Farvel«.

Fra internationale frontlinjer fortsætter verdenskunstneren nu sin ikkevoldelige kamp for et friere og mere kreativt Kina. Den fortjener større opmærksomhed.

(klumme i Politiken 23. august 2018)

 

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar

Bag den lille krig lurer et større opgør

Udgivet den 13. august 2018 af flemmingytzen

Opgøret mellem Kina og USA handler også om skabelsen af verdens fremtidige velstand.

DER FINDES en enkel metode til at sænke temperaturen i den aktuelle fase af den amerikansk-kinesiske handelskrig, men den giver kun mening, hvis parterne erkender, at de har brug for at vinde tid til at forhandle sig til mere varige løsninger.

Metoden består i, at de virksomheder, der har lagt fremstillingen af deres fysiske varer ud i produktionskæder på fabrikker i flere asiatiske lande, omlægger disse, så det sidste led flyttes ud af Kina til en destination, hvor omkostninger til arbejdsløn og logistik er lavere, f.eks. Cambodja, Bangladesh eller Vietnam. Det er allerede ved at ske inden for visse brancher.

For de varer, der har USA som destination, vil en sådan omlægning betyde, at de ikke kommer til at figurere i statistikken som ’Made in China’. For flere varekategoriers vedkommende vil en del af produktionen stadig finde sted i Kina eller i sydøstasiatiske virksomheder, der er under kinesisk ejerskab eller kontrol. Altså bliver værditabet for Kina overkommeligt, men i opgørelserne over samhandelen mellem Kina og USA vil effekten være, at balancen vil rykke i amerikansk favør. Et bogholdertrick vil nogle kalde det, men nok til, at Trump-administrationen vil kunne fortælle offentligheden, at offensiven mod Kina er ved at give pote. På denne måde vil f.eks. forbrugerelektronik eller dele til biler, der tidligere blev produceret i Sydkina, statistisk komme et af Kinas nabolande til gode og sende de amerikanske straftoldsatser ud ad vinduet.

PÅ DEN lange bane skal der dog mere radikale midler til, hvis der skal komme ro på mellem klodens to største økonomier og dermed indiskutabelt vigtigste bilaterale forhold. Bliver opgøret i handelskrigen langvarigt, bliver der mange tabere, europæiske virksomheder og forbrugere ikke mindst, og kun få symbolske vindere. Verden er bedst tjent med, at pragmatismen tager over i både Washington og Beijing.

Men ubalancen i samhandelen er en konflikt, der skygger for et større og vigtigere opgør, hvor det ikke rækker med prokuratorkneb og statistisk manipulation. Stridens kerne er Kinas ambition om at blive klodens førende teknologiudvikler, hvilket er en kendt og erklæret målsætning markedsført under overskriften ’Made in China 2025’. Beijing ønsker at skabe teknologier, der er så avancerede, at det gigantiske marked, som det kinesiske samfund repræsenterer, vil kunne operere uafhængigt af software og teknologi, der for hovedpartens vedkommende er udviklet i Silicon Valley og omegn.

Vi taler her om brancher, der repræsenterer kernesektorer i amerikansk økonomi: it og hightech, civil luftfart, lægemiddelindustrien og hele den militære sektor. Logikken i Trumps inderkreds er, at hvis Kina en dag overhaler USA på disse baner, er det slut med Amerika, som vi har kendt det.

Men fat håb, der kan være lys for enden af tunnelen: de kinesiske forhandlere har ifølge The New York Times meddelt deres amerikanske modparter, at Beijing er parat til at justere på ’Made in China 2025’, så længe det sker på en måde, der ikke hæmmer Kinas overordnede udvikling. Fundamentalt er det USA’s insisteren på ’national sikkerhed’ vis-a-vis Kinas ’ret til udvikling’, der støder sammen. Kan de to hensyn forliges? Det bliver det store spørgsmål her i 2018 og flere år fremover. Forskellen i styrkepositionerne er, at Kina kan kaste hele sin statskontrollerede industrisektor i bestemte retninger og bakke satsningerne op med fordelagtige og efter amerikansk opfattelse konkurrenceforvridende betingelser fra ligeledes statsejede banker. En mulighed, som det gældstyngede USA ikke har i samme grad. Det kinesiske systems beslutningskraft giver fordele, som amerikanerne mangler.

MODSÆTNINGSFORHOLDET er reelt, men dilemmaet ikke uløseligt. En indikator på, hvor tilstanden er på vej hen, kom i forgangne uge, da Google meddelte, at firmaet er ved at udvikle en version af styresystemet Android, der er tilpasset det kinesiske marked og dets censur. Lykkes satsningen, vil Google få hug af den vestlige forbrugeroffentlighed, men der venter guld for enden af regnbuen, og kineserne vil vide at tage sig godt betalt.

USA og Kina befinder sig i globalt skæbnefællesskab, hvis videre kurs bestemmer, om vi andre kan se fremtiden i møde med rimelig sindsro. Der er ikke råd til hasarderet eventyrpolitik, når det handler om kilderne til fremtidens globale velstand.

(klumme i Politiken 13. august 2018)

 

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA | Skriv en kommentar

Silkevej i overvågningens jerngreb

Udgivet den 12. august 2018 af flemmingytzen

Kinas centralasiatiske handelsrute er i den moderne udgave to fortællinger: en om udvikling, en anden om undertrykkelse.

Kontrasten kan næppe være større: Silkevejen, der gennem et par årtusinder knyttede civilisationer og kulturer fra de øst- og centralasiatiske til de europæiske kejserriger sammen, gennemlever en renæssance i disse år. Men de aktuelle fortællinger om samhandel og fredelig kulturudveksling iblandes beretninger om forfølgelse, overvågning og forsvindinger på den historiske rutes mest centrale stræk, i gammel tid Kinesisk Turkestan, i nutiden kendt som Xinjiang.

En søndag aften i august har vi siddet i en fyldt biografsal i Cinemateket i København og overværet premieren på en spillefilm om Kinas legendariske munk Xuangzang, der i 600-tallet forlod Tang-dynastiets hof og drog gennem Centralasien til Indien for at lære om buddhismen og tage den med sig med hjem. Efter en snes år til fods, på kamelryg og til hest vender Xuangzang retur til det kinesiske kejserrige, hvor han lægger kimen til, at buddhismen spredes i Kinas traditionelt introverte kultur.

Xuangzang har i dag ikonisk status og fremhæves som en af de religiøse personligheder, der har gjort Kina mere pluralistisk. Filmen er smuk og dvælende; med et meditativt billedsprog i skildringen af de strabadser, den rejsende munk gennemgår på sin færd. Der er tale om en co-produktion mellem kinesiske og indiske filmselskaber, den første af sin slags, om end publikum ikke lades i tvivl om, at der er kinesiske statsmidler og den deraf følgende indholdskontrol involveret.

Filmen er selvfølgelig en romantiseret fortolkning af den fortælling om Silkevejen, som det officielle Kina er ivrigt efter at promovere i disse år. En skare af velklædte kinesiske diplomater er mødt op til premieren, der indledes med en reception, hvor der blandt gæsterne er adskillige danske sagkyndige udi kinesisk sprog, historie og kultur. Den mest prominente af gæsterne er instruktøren Bille August, hvis første kinesiske film, krigs- og kærlighedsdramaet ’The Chinese Widow’, har dansk premiere senere i denne festivals forløb.

LIDT PÅ AFSTAND af begivenheden sender jeg tankerne tilbage til min egen rejse på det stræk af Silkevejen, der fylder mest i filmen, Xinjiang, der betyder ’Nyt grænseland’. På europæisk fremstillede kort helt op til begyndelsen af det 20. århundrede blev regionen kaldt ’Østturkestan’, et navn, der afslører, at urbefolkningen er centralasiatiske sunnimuslimer tilhørende den tyrkisktalende sprogfamilie.

Provinsen er på størrelse med Iran eller fire gange Tyskland og har grænser til otte lande, blandt dem Pakistan, Afghanistan, Tadsjikistan og Kasakhstan.

Min rundrejse i dette grænseland ligger 8 år tilbage og foregik i relativ anonymitet, dog selvfølgelig ledsaget af den nødvendige tolk. Han tilhørte den muslimske uighur-gruppe, som har befolket regionen længe før munken Xuanzangs ankomst i 600-tallet.

Oplevelsen passede fint med tilnavnet ’Kinas Vilde Vesten’. Jeg fik forevist nybyggerier i den historiske by Kashgar, hvis udvikling var koblet op til finansiering fra ’tvillingebyer’, dvs. investorer, i det dynamiske vækstfikserede Øst- og Sydkina. I provinshovedstaden Urumchi blev et nyindviet bryggeri vist frem af direktøren, der var hentet ind fra Hongkong (og jo, Carlsberg er med her og nævnt i en inskription sat op i hovedbygningen).

Fra togvinduet var det muligt at observere de betonbuer, der skal bære skinnelegemerne til de højhastighedstog, der i en ikke så fjern fremtid kommer til at forbinde Shanghai med indtil flere europæiske hovedstæder. Hvis det går, som de strategiske planlæggere i Beijing vil.

Men Urumchi var også en delt by. Med slumlignende kvarterer, hvor moderniteten lænede sig ind over uighurerne i form af skygger fra de højhuse, som kinesiske entreprenører sætter op. Jeg så et mini-Manhattan plantet i noget, der kunne have været Islamabad eller Kabul.

FOR DET Xinjiang, der i historiebøgerne er et centralasiatisk grænseland, er også en nybyggerregion, hvis skæbne tåler sammenligning med de 1800-tals nordamerikanske kulturer, vi kender fra Hollywoods westernlegender. Uighurerne er i Centralasien, hvad f.eks. sioux- og navajo-stammerne var, da general og siden præsident Ulysses S. Grant efter borgerkrigen 1861-65 gjorde den vestlige del af Amerikas Forenede Stater til det moderne USA, vi kender i dag, domineret og udviklet af hvide nybyggere.

Majoritetskineserne, der kendes under den etniske betegnelse han , har den samme rolle i Centralasien som i sin tid Grants soldater og entreprenører med rødder i Europa, herunder en håndfuld af mine sønderjyske forfædre, fik i Amerika. Navajoernes land har jeg også besøgt.

Ganske som de nordamerikanske indianerstammer førte krig mod nybyggerne, har uighurerne modsat sig det, de opfatter som den han-kinesiske kolonisering, det, Kina kalder udvikling. Ingen, ej heller vestlige menneskeretsaktivister, tør bruge betegnelsen ’befrielseskamp’ om uighurernes kamp, der i et enkelt års terrorhandlinger (2009) kostede mindst 200 civile livet, langt de fleste han-kinesere.

Terroreksperter har for længst dokumenteret forbindelserne mellem al-Qaeda og uighurernes løsrivelsesbevægelser. De handlinger, uighurerne er kendt for i verden, befinder sig derfor på den forkerte side af historien, og derfor slipper den kinesiske centralregering af sted med at føre en hård politik i Kinas geografisk største provins.

Ifølge Europas nok førende forsker i Xinjiang-konflikterne, Adrian Zenz, har provinsmyndighederne rekrutteret mere end 90.000 politifolk på bare to år, hvilket indebærer, at der nu er 500 betjente for hver 100.000 indbyggere, svarende til niveauet i Tibet. Centralregeringen har opført hundredvis af genopdragelseslejre, som i resten af Kina ellers hævdes at være under afvikling.

Ugemagasinet Der Spiegels korrespondent beretter fra et nyligt besøg om intensiv politiovervågning overalt. Når han spurgte forbipasserende, hvorfor så mange butikker og markedspladser i byen Hotan var nærmest forladt, lød forklaringen, at folk var sendt på ’uddannelsesophold’. Pensum i disse lejrskoler er kinesisk sprog og patriotisk indlæring, forklarer han.

Banegården i Kashgar er bevogtet, som var det en militær base, hvor rejsende skal vise identitetspapirer, inden de går om bord i toget. Der er overvågning overalt på den nye Silkevej, der nok bringer Asien tættere på Europa, men moderniseringen har en høj pris; Vestens kritik er forstummet, fordi der er tale om terrorforebyggelse.

(klumme i Politiken 12. august 2018)

Udgivet i Kina, Kommentarer/analyser | Skriv en kommentar